NYHED: Savage Rose udgiver nyt album

I dag har The Savage Rose udgivet deres 25. album, Homeless, som er blevet rost til skyerne af de danske anmeldere og musikblogge.

Den danske musikblog GFR skriver blandt andet:

Homeless vinder virkelig meget på, at man lytter til de 9 numre ud i et og som et samlet album. Ikke at der ikke er enkelte højdepunkter og numre der rager op, men det føles virkelig som en musikalsk rejse, hvor hvert stop er værd at tjekke ud. Fra den 8 minutter lange åbner “Homeless” til den helt forrygende knap 6 minutter lange lukker “Romano”, sætter punktum for de tæt på tre kvarter pladen varer. Man kan næsten se noget af tematikken på albummet ud fra bare de 2 sangtitler, man er i hvert fald, stadig, ikke i tvivl om hvor bandet hjerte og sympati ligger. Ikke på en udpenslet eller prædikende vis, men som en tro på kærligheden, medmenneskeligheden og at man kan gøre ting anderledes og bedre.

 

Selv Thomas Treo fra Ekstra Bladet, der ellers altid er skrap i hans anmeldelser, har kun rosende ord til Annisette og resten af The Savage Rose:

Uden at fremstå nostalgiske har The Savage Rose et fast greb om gruppens rødder, når flipperrock’n’roll og soul i bare tæer går hånd i hånd med sigøjnerklange og jazzede undertoner i en frigørende og usminket produktion.
I en alder af 69 har Annisette naturligt nok mistet noget af sin karakteristiske vokalkraft, men hendes indlevelse er fortsat orkanagtig, og allerede på det brusende titelnummer, der åbner ”Homeless”, blæses man omkuld.

 

Vi har lyttet albummet igennem og kan kun være enige med anmelderne. Vi glæder os til at se Annisette og band, når de gæster os den 5. oktober.

 

Lyt til albummet her: Homeless  

 

Mangler du stadigvæk at sikre dig en billet til koncerten, kan de købes her: The Savage Rose