INTERVIEW: Pink Floyd Project

"De er pionerer indenfor musikproduktion"

50 år. Pink Floyds debutalbum ‘Piper At The Gates Of Dawn’ har jubilæum – en imponerende milesten for bandet og rockhistorien. Albummet betragtes som en klassiker i den psykedeliske rock, og er startskuddet til hele 15 albums under navnet ‘Pink Floyd’. Pink Floyd Project fejrede jubilæet i april 2017 på MantziusLive, og vi har derfor taget en snak med forsanger og guitarist Lasse Kjærulf om Pink Floyd, Pink Floyd Project og sjove facts.
 

“Pink Floyd Project startede i 2002. Bassisten dengang satte annoncer i avisen for at samle folk, der ville mødes og prøve, at spille live-albummet ‘Pulse’. Derfra har det udviklet sig enormt!” fortæller Lasse Kjærulf, guitarist og forsanger i Pink Floyd Project.

 

"Jeg meldte mig fordi, at Pink Floyd formår, at tage sig god tid. De taber hverken den røde tråd eller publikum. De er pionerer indenfor musikproduktion og har eksperimenteret vildt meget med lyden og det visuelle udtryk, hvilket har givet dem deres helt egen stil. En rendyrket inspirationskilde!”

 

“I bandet har vi hver vores eget specielle minde med Pink Floyds musik. Mit er fra Gentofte Stadion i juli 1988. Smuk sommeraften og fantastisk koncert med verdens største band!”

 

“At spille i Pink Floyd Project har indtil nu været en kæmpe oplevelse. Vi har bl.a. oplevet, at vores monitormand måtte flygte fra krudtslam og nedfaldne raketstumper, da en fyrværkerimester ikke kunne vente, da vi spillede introen til ‘Shine On You Crazy Diamond’ på Malta. Vi har også jammet med Uli John Roth fra Scorpions, løbet tør for benzin på Storebæltsbroen og flere gange glemt et bandmedlem bl.a. på festivaler og Bornholm.”

 

“Vi glæder os til, at fejre 50 års jubilæet og alt det Pink Floyd har bidraget med til musikken!” slutter Lasse.

 

Pink Floyd Project gæstede MantziusLive i april 2017.