INTERVIEW: Martin Nørgaard

”Man skal ikke kigge på hvad der virker for andre og så gøre det, for det kommer aldrig til at blive godt hvis du ikke laver det du allerhelst selv vil”.

Den 1. november gør Martin Nørgaard det han er allerbedst til, når han med hans nye show ’Indebrændt’ gæster MantziusLive. I anledning af hans besøg har vi taget en snak med Martin om inspiration, skøre fans, gode råd og stalking.

Jeg har altid godt kunne lide at få folk til at grine, og da jeg som 11-årig så stand-up showet: “Den Ægte Vare” - som var første gang jeg stødte på stand-up - så vidste jeg bare at det var det jeg skulle. Jeg har altid drømt om at sparre med Bill Burr eller Louis CK tror jeg. Både dengang, men også stadigvæk den dag i dag.

 

Siden han som 18-årig debuterede, har han formået at gøre sig bemærket ved flere lejligheder. Han blev nr. 3 til “DM i stand-up” i 2010 og Linda P udvalgte ham som sin opvarmer til sit one-man show “Linda P – og mig” i 2011, hvor også Politikens Henrik Palle fik øjnene op for hans åbenlyse talent og roste ham i sin anmeldelse. I 2014 slog han dog for alvor igennem med sit eget program: ’Nørgaards Netfix’, der blev sendt på TV 2 ZULU.

Da vi optog Nørgaards Netfix havde publikum nogle gange gaver med. Det viser sig at jeg har nogle ret skøre fans, så jeg har flere gange startet en optagelse med lige at få en pakke hamburgerryg eller en pose konfetti, eller en varm yoghurt som nogle drenge havde skrevet “mandeyoghurt" på. Det var en intern reference, og de får 10 point for udførelsen. Glemte dog desværre yoghurten da jeg tog hjem, så en eller anden stakkel har fundet den og har været meget forvirret.

 

Gode råd kan man aldrig få nok af, og lige præcis et godt råd var det Martin fik af hans standup kollega, Thomas Hartmann, før det hele begyndte.

Før jeg overhovedet var begyndt at lave stand-up, arbejdede jeg som teenager i en forlystelsespark, og en dag så jeg Thomas gå rundt i parken. Da jeg senere på dagen skulle ud og hente noget på et lager et sted, rendte jeg tilfældigvis ind i ham, og så spurgte jeg helt nervøs om han havde nogle gode råd til én der gerne engang ville lave stand-up. Og han svarede blandt andet at man skulle skrive og lave det man selv synes er sjovt. Man skal ikke kigge på hvad der virker for andre og så gøre det, for det kommer aldrig til at blive godt hvis du ikke laver det du aller helst selv vil. Det er til dato stadig noget af det mest rigtige jeg har hørt.

 

Til november er han så endelig klar med sit første one-man show: ’Indebrændt’:

I kan se frem til et godt stand-up show, der handler om hvor jeg er i mit liv og mit syn på den verden vi lever i. I kan se frem til at grine af mig, af jer selv og af os alle sammen. Jeg kommer til at snakke om at være blevet far, om det moderne samfund, feminisme, forældreroller, politik, konspirationsteorier, euforisende stoffer og verdens undergang. Der er noget for alle.

 

Men vi ville vide mere, så vi bad om 3 sjove facts for hvem er Martin Nørgaard egentlig…

Det er jo svært at vide hvor meget I ved. Måske har I stalket mig? Har I stalket mig?

Måske vi kan konstatere at han er lidt paranoid og indebrændt?
Så meget havde vi ikke stalket, men vi glæder os til at åbner dørene til en sjov aften i Martins selskab.

 

Billetter kan købes her: Martin Nørgaard