ARTIKEL: Historisk hurtigt billetsalg

Kun 7 minutter efter billetsalget til C.V. Jørgensen på MantziusLive åbnede, kunne spillestedet i Birkerød - ligesom spillesteder landet over - melde alt udsolgt til sangskriverkæmpens indendørstour i 2018.

Flere medier har allerede berettet om lynsalget af C.V. Jørgensen billetter, der gik i salg mandag d. 6. november landet over, og Birkerød var ingen undtagelse i historierne, hvilket bl.a. kunne læses i Rudersdal Avis tirsdag. 7 minutter tog det, før samtlige billetter til første stop på C.V. Jørgensens første tour i 8 år kunne meldes udsolgt.

 

"Vi er dybt beærede over at være første stop på C.V. Jørgensens eksklusive indendørstour og dertil på hans første tour i 8 år. C.V. Jørgensen er en af mine største helte. "Storbyens Små Oaser" (1977) har været formativ for min personlige musikinteresse, og jeg har sunget hans sange for mine børn, siden de var små, fordi hans poesi er så smuk og relevant," siger kunstnerisk leder Mads Riishede om bookingen af C.V. Jørgensen på MantziusLive.

 

"Jeg ved, han taler til mange, og derfor er koncerten meget mere end en booking. Jeg forstår virkelig godt folks kæmpe interesse og iver efter at få fat i en billet, men hastigheden i mandags kom alligevel lidt bag på os. Det er nok første gang i MantziusLives historie, at et billetsalg er gået så hurtigt. Ingen står ved siden af C.V., og jeg glæder mig inderligt til at se ham live og på sin hjemmebane," afslutter Mads Riishede.

 

Koncerten med C.V. Jørgensen på MantziusLive d. 6. april 2018 er udsolgt.