Spring til indhold

Information vedr. COVID-19 og livearrangementer

MantziusLive følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger til sikker afholdelse af livearrangementer. Det betyder, at du i forbindelse med vores efterårsarrangementer vil opleve ændringer, der har betydning for din billet, og når du besøger MantziusLive som gæst.

MantziusLive følger situationen med COVID-19 nøje og har udviklet en grundig procedure for afholdelse af livearrangementer, der efterlever myndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Vi vurderer hvert enkelt arrangement dagligt oplyst af aktuelle udmeldinger. Myndighederne justerer deres retningslinjer og anbefalinger løbende. Derfor opdaterer vi også vores procedure samt husets egne retningslinjer for livearrangementer på MantziusLive løbende.

Der vil fortsat være arrangementer, der enten bliver udskudt, ændret eller aflyst. Billetkøbere, der har købt billet via vores billetudbyder Ticketmaster, vil altid modtage en direkte mail, hvis der sker ændringer med det pågældende arrangement, ligesom informationen vil blive annonceret på MantziusLive.dk og MantziusLive på Facebook. Har du købt fysiske billetter på vores kontor, bedes du venligst kontakte os på mantzius@rudersdal.dk ved spørgsmål til dit billetkøb.

 

Bemærk at MantziusLive og Ticketmaster ikke refunderer billetter til arrangementer, medmindre der foretages ændringer i dato/tid, der påvirker gennemførelsen af det pågældende arrangement som oprindeligt planlagt ift. dato/tid. Ved ændringer i dato/tid får billetkøbere mulighed for at vælge refundering af købte billetter. 

 

Se en liste over udskudte / ændrede / aflyste arrangementer her (opdateres).​

 

Gældende retninglinjer på MantziusLive [pr. 29. oktober 2020]:

  • Du skal bære mundbind på MantziusLive, når du ikke sidder ned. Vores personale bærer også mundbind/visir.
  • Al udskænkning stopper kl. 22. Køb dine drikkevarer før dit arrangement, da vi i forvejen guider publikum ud ad en dedikeret udgang umiddelbart efter endt arrangement.
  • Livearrangementer for et siddende publikum er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 pers., og vi afholder fortsat vores arrangementer i overensstemmelse med gældende retningslinjer. MantziusLive har en maximum publikumskapacitet på 220 personer i salen under gældende retningslinjer. 
  • Restaurant Mantzius er omfattet af gældende restriktioner og lukker kl. 22. Du skal bære mundbind, når du ikke sidder ned ved dit bord.

 

Hvad betyder det for mit billetkøb og berørte arrangementer?

Du/I kan opleve ændringer i et arrangements dato og/eller starttidspunkt. I tilfælde af dette bliver du kontaktet direkte af Ticketmaster på mail med nye informationer om dit arrangement. Billetter købt til stående koncerter bliver automatisk konverteret til unummererede siddepladser, indtil andet udmeldes. I nogle tilfælde kan MantziusLive være nødsaget til at konvertere billetter købt med nummererede siddepladser til unummererede siddepladser for at sikre kontrol og opsyn med opstillingen ift. afstands- og pladskrav.

 

Når du ankommer til MantziusLive:

Der vil være 1 indgang til MantziusLives arrangementer: Entré foregår udelukkende via MantziusLives officielle indgang (de grønne døre), der tilgås fra haven. Indgangen er bemandet fra 1 time før arrangementsstart, hvor vores personale vil være til stede for at guide dig godt igennem billettering. Vi anbefaler, at du kommer i god tid og har dine billetter klar, så vi kan minimere ventetid og køstørrelse. Når du og dit selskab ankommer, skal I stille jer i kø foran indgangen, hvor der vil være afstandsmarkeringer. Det er påkrævet at afspritte/desinficere hænder, før du kan få adgang til MantziusLive. Håndsprit er til rådighed på relevante punkter ved indgangen.

Husk at du skal bære mundbind på MantziusLive, når du ikke sidder ned. 

 

Før arrangementet - seating/pladsanvisning:

Når du har vist din billet, vil du og dit selskab blive anvist siddepladser. Gå derfor ikke ind i salen på egen hånd og respektér personalets anvisninger. Selvom der er andre ledige pladser i salen, skal du og dit selskab forblive på de pladser, som I er blevet anvist. Dette er for at sikre afstand mellem gæster og skabe en tryg liveoplevelse for alle. Vi spritter alle siddepladser og hyppigt berørte kontaktflader af før hvert arrangement, ligesom vi spritter samme områder af i pauser, såfremt der er flere arrangementer samme dato. 

 

Under arrangementet:

Livearrangementer afholdes for nuværende udelukkende for et siddende publikum, og vi beder om, at du bliver siddende under hele varigheden. Toiletbesøg er naturligvis en undtagelse, men vi henstiller til, at unødig færden begrænses. Vi beder desuden om, at du ikke synger, råber, fløjter og/eller pifter under arrangementet. Husk at du skal bære mundbind på MantziusLive, når du ikke sidder ned. 

 

Efter arrangementet:

Når arrangementet er slut, bedes alle blive siddende til andet meddeles. Vi sluser alle gæster ud i hold, så vi ikke bliver for mange samlet ét sted. Der vil være dedikerede udgange fra MantziusLive, og du bedes følge personalets anvisninger, mens du forlader salen og kun benytte den/de angivne udgange.

 

Ovenstående tiltag - samt Kulturcenter Mantzius' generelle retningslinjer for færden i huset og brug af aktivitetslokaler - er lavet for, at MantziusLive kan følge myndighedernes retningslinjer og anbefalinger. Derfor skal personalets anvisninger altid følges. Sker dette ikke, har personalet mulighed for at bede en gæst om at forlade huset. Vi anbefaler dig til også altid at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forebyggelse af smitte.

 

Læs MantziusLives/Kulturcenter Mantzius' samlede COVID-19 brugs- og beredsskabsplan her.

 

Læs Kulturcenter Mantzius' generelle COVID-19 retningslinjer her.

Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger om COVID-19 på deres hjemmeside.

 

Tak fordi du hjælper os med at overholde vores retningslinjer!

- Vi glæder os til at tage godt imod dig på MantziusLive.